Videodommere på vej i Superligaen

28 juli 2019 Søren Black
Videodommere på vej i Superligaen

Det har været diskuteret længe. Men nu tyder alt på, at de danske dommere i Superligaen får mulighed for at se vigtige kendelser igennem fra sæsonstart i 2020.

Sad du klinet til skærmen, da der var VM i Rusland sidste sommer, så bemærkede du sikkert, at kampene blev afbrudt et utal af gange, fordi dommeren skulle ud og kigge på en lille skærm. Der var nemlig blevet indført videodommere det såkaldte Video Assistant Referee (VAR). Dette fænomen hvor dommerne undervejs får mulighed for at se episoder på banen på video er nu et skridt nærmere at blive indført i Superligaen herhjemme. På et bestyrelsesmøde har DBU nemlig godkendt, at dommerne i Danmarks bedste fodboldrække fra sæsonstart i 2020 skal have mulighed for at se vigtige kendelser på video.

Skal nedbringe antallet af dommerfejl

VAR indføres i Superligaen for at hjælpe dommerne med at begå færre fejl under de 90 minutter en kamp varer. Videohjælpen kan nemlig komme dommerne til undsætning i forbindelse med scoringer, mulige straffespark, røde kort og i forbindelse med identificering af den spiller, der muligvis skal modtage et kort. Men det kræver en del forarbejde, at få systemet op at køre. Derfor skal dommerne, både dem på banen og dem i videorummet, uddannes til at kunne betjene VAR, hvilket man vil bruge det næste års tid på.

Følger tendensen i international fodbold

Det er dog ikke en hel billig omgang at indføre VAR. Ifølge Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, vil det koste omkring 15 mio. kr. om året at anvende VAR. Udgifterne går til det tekniske udstyr og lønninger til de ekstra dommere, der skal følge med i videorummet. Den danske liga følger dermed tendensen i international fodbold, hvor verdens bedste ligaer allerede har implementeret eller kommer til at implementere VAR. I Champions League, Bundesligaen i Tyskland og La Liga i Spanien er videohjælp allerede blevet en del af hverdagen.

Flere Nyheder